Klagemuligheder
Her kan du læse om de mange klageadgange for registrerede under EU-U.S. Data Privacy Framework
Her kan du læse om de mange klageadgange for registrerede under EU-U.S. Data Privacy Framework
De organisationer, som certificerer sig under EU-U.S. Data Privacy Framework, skal leve op til en række databeskyttelsesprincipper. Hvis en certificeret organisation ikke efterlever principperne, har du som registreret ret til at klage over det.
Du har som registreret flere muligheder for at klage, navnlig til:
Det anbefales, at du i første omgang klager direkte til den EU-U.S. Data Privacy Framework-certificerede organisation.
Kontakt Datatilsynet, hvis du ønsker nærmere vejledning og hjælp til at klage over en virksomhed certificeret under EU-U.S. Data Privacy Framework. Du kan kontakte os per brev, e-mail eller telefon (se kontaktoplysninger nederst på siden). Der findes også en særlig klageformular til dette formål, som du kan vælge at udfylde og sende til os. Så er du sikker på, at vi får alle de nødvendige oplysninger for at kunne behandle din klage.
Hvis din klage over en DPF-certificeret virksomhed ikke har fået det ønskede udfald, kan du under visse omstændigheder få sagen afgjort ved bindende voldgift. Du kan læse om voldgiftsproceduren her.
Derudover har du som registreret også ret til at anlægge et civilretligt søgsmål ved de amerikanske domstole.
EU-U.S. Data Privacy Framework indeholder en uafhængig klagemekanisme til behandling af klager over amerikanske efterretningstjenesters behandling af personoplysninger til formål vedrørende national sikkerhed (signalefterretningsaktiviteter). Klagemekanismen er i to niveauer, således at en klage i første omgang behandles af Office of the Director of National Intelligence's Civil Liberties Protection Officer (ODNI CLPO), med mulighed for at få prøvet afgørelsen efterfølgende ved den nye Data Protection Review Court (DPRC).
Du kan læse mere om den uafhængige klagemekanisme her.
Det Europæiske Databeskyttelsesråd har lavet en klageformular, som kan benyttes til klager over en amerikansk efterretningstjenestes behandling af dine overførte personoplysninger. Klagen skal indgives til Datatilsynet, som videreformidler den til klageinstansen i USA.
Klager over amerikanske efterretningstjenesters behandling af personoplysninger sendes til international@datatilsynet.dk.
Kontakt Datatilsynet, hvis du ønsker nærmere vejledning og hjælp til at klage over en amerikansk efterretningstjenestes behandling af dine personoplysninger.
En klage til ODNI CLPO over en amerikansk efterretningstjenestes behandling af dine personoplysninger skal indgives til det nationale datatilsyn i din EU-medlemsstat (i Danmark Datatilsynet).
Datatilsynet vil gennemgå din klage for at sikre, at ODNI CLPO kan tage konkret stilling i sagen. Herefter videreformidler Datatilsynet klagen til ODNI CLPO.
Klagen behandles af ODNI CLPO. Afgørelsen bliver sendt til Datatilsynet, som underretter dig om resultatet.
Du kan som registreret anmode om at få afgørelsen fra ODNI CLPO prøvet ved den nye databeskyttelsesdomstol, DPRC.
Anmodninger om dette skal indgives til Datatilsynet senest 60 dage efter, du er blevet orienteret om afgørelsen fra ODNI CLPO. Datatilsynet videreformidler anmodningen til DPRC.
En særligt udpeget advokat repræsenterer dig i sagen ved DPRC. Afgørelsen bliver sendt til Datatilsynet, som underretter dig om resultatet.
Generelt kan du rette henvendelse direkte til de amerikanske retshåndhævende myndigheder, hvis du ønsker at klage over deres behandling af dine personoplysninger. Du har også ret til at få prøvet behandlingens lovlighed ved de amerikanske domstole.
Kontakt Datatilsynet, hvis du ønsker hjælp og vejledning til at klage over en amerikansk retshåndhævende myndigheds behandling af dine personoplysninger.