Schrems II kort fortalt
EU-Domstolen afsagde den 16. juli 2020 dom i Schrems II-sagen (C-311/18) om overførsel af personoplysninger fra EU til USA. I sagen udtalte EU-Domstolen sig både om tilstrækkelighedsafgørelsen for EU-U.S. Privacy Shield og om EU-Kommissionens standardbestemmelser som grundlag for overførsel af personoplysninger til usikre tredjelande.
Sagen ved EU-Domstolen udsprang af en retssag anlagt af det irske datatilsyn på baggrund af en klage fra den østrigske privatlivsaktivist Maximillian Schrems over Facebooks overførsler af hans personoplysninger fra Facebook Ireland til moderselskabet Facebook Inc. i USA.
EU-Domstolen erklærede Privacy Shield-afgørelsen ugyldig, fordi amerikansk lovgivning ikke satte tilstrækkeligt klare rammer for de amerikanske myndigheders adgang til personoplysninger, som blev overført til USA, og fordi EU-registrerede ikke havde mulighed for at klage til en uafhængig klageinstans over myndighedernes overvågning af dem.
EU-Domstolen fastslog endvidere, at EU-Kommissionens standardbestemmelser fortsat kunne anvendes ved overførsler til usikre tredjelande, men at dataeksportøren var forpligtet til at sikre sig, at beskyttelsesniveauet for de overførte oplysninger i det væsentligste svarede til niveauet indenfor EU. Ved vurderingen ville det eksempelvis være relevant at kigge på lovgivning og praksis i tredjelandet, herunder myndighedernes (f.eks. efterretningstjenesternes) muligheder for at få adgang til personoplysninger, kontrollen hermed og de registreredes klagemuligheder. Om nødvendigt skulle dataeksportøren sørge for supplerende foranstaltninger for at tilvejebringe et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for de overførte oplysninger.
Du kan læse dommen på dansk her.